Projekterende landskabsarkitekt til værdibaseret tegnestue
Vi har travlt med en lang række store spændende projekter, hvorfor vi nu søger en erfaren projekterende landskabsarkitekt, som er nysgerrig, kreativ og ambitiøs.
BY+LAND udfører løsninger indenfor analyse, planlægning, turisme og landskabsarkitektur i alle skalaer – fra landskabsrådgivning og design på store landskabsanalyser over udarbejdelse af strategier for byudvikling og byomdannelse til konkret udformning og design af byrum som f.eks. havnepromenader, trafikarealer, bygader og pladser både i forbindelse med nybyggeri og renovering. Vi rådgiver gennem alle projektfaser fra indledende analyser over idé- og konceptudvikling frem mod et detaljeret design, der danner grundlag for udførelsen. Ambitionen er at bidrage til det fælles miljø med formgivning, der mere end tilgodeser bygherres forventninger.
Som landskabsarkitekt hos BY+LAND bliver du en kreativ sparringspartner i udviklingsfasen af ethvert projekt, hvor der ønskes fokus på udnyttelse af stedets potentialer – både i form af visionsoplæg, programmering og indretning af de fysiske omgivelser.
Vi søger en landskabsarkitekt med en stærk faglig profil, der brænder for at levere et godt resultat. Vi regner med, at du kan sætte flueben ved de fleste af disse:
- Du tænker løsninger, der støtter op om biodiversitet, miljø og brugere.
- Du har erfaring med at arbejde tværfagligt i forskellige teams og give vejledning om teknisk udvikling og godkendelsesprocesser.
- Du er god til at kommunikere klart og præcist til forskellige bygherrer.
- Du er interesseret i at sætte dagsordenen for fremtidens landskabsdesign, bydesign, mobilitet, bæredygtighed og infrastruktur.
- Du har erfaring med projektering af landskabsprojekter, kotering, fagbeskrivelser mv.
- Du har stærke kompetencer i ArchiCAD eller alternativt AutoCAD og Adobe Suite.
- Du har relevant uddannelse i enten arkitektur, byplanlægning eller landskabsarkitektur.
- Du har mindst fem års erfaring med byplanlægning, projektering, landskabsdesign og en god forståelse for konceptdesign på både små og store projekter.
- Du har fremragende kommunikationsevner på dansk.
- Du er løsningsorienteret.
Er du kreativ, ambitiøs og sætter du en ære i at levere professionel rådgivning med stor faglig stolthed, så tilbyder vi et job, hvor du kommer til at arbejde med fagligt stærke kollegaer og store spændende byudviklingsprojekter.
Du bliver en del af et stærkt professionelt team i et uformelt miljø med højt til loftet, en flad organisation med fart over feltet og stor vægt på det sociale. Vi er en lille virksomhed, så du får stor indflydelse på din hverdag. Vi sidder samlet på vores kontor i Aalborg og udveksler erfaringer og viden.
Du vil opleve en transparent firmastruktur med stor mulighed for at have indflydelse på dine egne arbejdsområder og rig mulighed for at tage ansvar og skabe værdi og resultater.
Motiveret ansøgning, CV samt portfolio fremsendes til: gitte@byplusland.dk
Vi afholder ansættelsessamtaler løbende med tiltrædelse snarest muligt.